Home ›

Vilkårene i Spanien

På vej op til internatet spurgte taxichaufføren, om vi havde en hund i tasken. Nej da, det havde vi ikke, men vi ville da gerne vide, hvorfor han spurgte. Han sagde med et smil og på dansk, at vi lugtede af hund. Det gjorde vi ganske afgjort. Det hører med til arbejdet på et internat.

Og søde dansktalende spaniere har mange af os mødt på vores ferier i Spanien. Tjenere, receptionister og mange andre taler dansk, fordi rigtig mange danskere hvert år holder ferie i Spanien. Vi elsker solen, varmen, Middelhavet, den søde befolkning og rigtig meget andet.

Vi ser kun få eller måske slet ingen herreløse hunde i gader og stræder. Alt er tilsyneladende idyl i solens land med sine cirka 40 millioner indbyggere.

  Samarbejdspartner
 


 

www.animalinneed.com

 

 

 

Détte internat er meget stort og ligger tæt på Gibraltar. Internatet ligger helt tæt på stranden og er grundlagt på sand. Løbegårdene er lavet af forhåndenværende materialer så som paller, pigtråd, brædder og andre materialerr tilsammen kan forhindre hundene i at løbe væk. For selvom internatet umiddelbart ligner en losseplads, så er det trods alt et refugium for mange af hundene der.

La Linea er en by som mildest talt huser en broget skare af mennesker. Der er mange turister, som er på gennemrejse for at besøge det smukke Gibraltar, og byen er stedet, hvor luksusbiler og luksusbåde møder spansk fattigdom og en levevis, som vi sjældent ser, når vi besøger de populære, spanske rejsemål. Der sker mange og voldsomme mishandlinger af dyr i området, og mange som har besøgt La Linea og omegn har set de ekstremt magre heste på markerne. Hundene - forladte, mishandlede, sultne, udsmidte i containere - er hvad internatet dagligt oplever.

På internatet lever hundene i relativt store flokke. Mange dejlige tidligere familiehunde venter der på nye gode hjem.

Internatet arbejder til stadighed for at bygge bedre og mere flugtsikre løbegårde, og af hensyn til hygiejnen, arbejder de endvidere til stadighed på, at støbe gulve i løbegårdene.

En del hunde på internatet har oplevet det gode og trygge liv, indtil den dag, de blev indleveret på internatet, fordi deres familier ikke længere ønskede dem. Andre hunde, i særdeleshed galgoerne og podencoerne, har i mange tilfælde kun oplevet sult og meget grov behandling, inden de kom på internatet. Der er absolut ingen luksus, men der er vand, mad og læskure og ikke mindst mennesker, som kun vil dem godt.

Peter og Pia på internatet AINInternatet huser cirka 600 hunde og ledes af hollandske Peter med uvurderlig hjælp fra spanske Ana, som har arbejdet for bedre dyrevelfærd i Spanien i godt 35 år. Som regel mangler internatet frivillige til arbejdet med hundene, men i perioder er der hollandske studerende, som i forbindelse med deres praktik, arbejder på internatet.

Løbegårdene, som hundene opholder sig i, er relativt store. Da internatet meget ofte mangler frivillige til det daglige arbejde med hundene, kan kontakten til mennesker være sporadisk. 

Hos AIN er der en del galgoer og podencoer. Mange af dem kommer fra  killing stationerne, som hvert år efter jagtsæsonen nærmest bugner af disse smukke hunde, hvis eneste fejl er, at de nu har udtjent deres tid som top-tunede jagthunde.
Peter, Animal in Need

De spanske hunde – gadehunde eller? 

Det synes at være en generel opfattelse, at hunde fra udenlandske internater er gadehunde.

Men hvad er så en gadehund?
 
Hvis definitionen på en gadehund er, at hunden blev fundet på gaden, så er det korrekt, at mange spanske hunde er gadehunde.
Mange mennesker i Spanien – spaniere såvel som tilflyttere – kasserer deres hund ved simpelthen at køre hunden til en anden by og/eller langt ud på landet, for så at forlade den. Mange hvalpe bliver fundet i affaldscontainere eller i kasser.
Mange steder i Spanien reagerer man ikke, fordi en hund løber alene rundt, og en forladt hund kan derfor leve på gaden i kortere eller længere tid, indtil et menneske reagerer – for eksempel fordi hunden begynder at se skidt og udmagret ud – og afleverer hunden hos en dyrlæge, på et internat eller på en killing station.
Hunden kan have levet på gaden i flere måneder, men gør det hunden til en gadehund?
 
 
 
Der findes udsmidte hunde, som danner flokke, og de kan leve næsten som vilde hunde i bjergene eller i mindre byer i landdistrikterne. Disse hunde overlever ved at jage, men mange af dem vil holde til nær mennesker, hvor chancerne for at finde/få føde er store.
Når disse hunde får hvalpe, der ikke bliver præget af mennesker, vil de være angste for mennesker, men dog vil en del af disse hunde alligevel holde til nær mennesker, for at finde føde.
I Malaga lufthavn lever en podenco, og der har hun levet i flere år. Hun holder til omkring lufthavnen, og hun får sin mad der. Hun føder og opfostrer sine hvalpe der, og dette selvom hun holder sig langt væk fra mennesker. Mange dyrevelfærdsorganisationer har i tidens løb forsøgt at fange hende, men hun er snu og hurtig og altid på vagt. Podencoen kan være angst for os mennesker, fordi hun tidligere oplevede at blive hårdhændet behandlet, men hun kan også være født af en hund, som levede på gaden. Det sidste synes i hendes tilfælde at være det mest sandsynlige. Præcist som for eksempel rævene her i Danmark, der er flyttet ind til byerne, fordi de der kan finde føde, således søger hundene også nærmere mennesker af præcist samme årsag som rævene. Podencoen i lufthavnen kan med rette kaldes en gadehund, da hun absolut ikke ønsker andet fra os end føde. Ligeledes kan vi med rette kalde hendes afkom for gadehunde – eller vilde hunde; de er langt mere end ”bare” herreløse.
 
Hundene hos Animal In Need er i langt de fleste tilfælde kasserede familiehunde. Langt de fleste levede gode liv, indtil den dag, de blev indleveret på internatet. Gadehunde var de ikke – ej heller selvom de blev fundet på gaden.
 
Angste hunde kan være blevet angste på grund af grusom behandling, men deres angst kan også skyldes arv, og  ikke mindst kan den skyldes manglende prægning af mennesker, som de derfor helt naturligt ikke ønsker at være nær.
Disse hunde er særlige, og deres angst og tilbageholdenhed betyder, at de aldrig kommer  til familier uden den viden, rummelighed og tid, som det kræver at få en særlig hund i sit hjem. Den angste hund vil også i langt de fleste tilfælde med fordel komme til en familie som i forvejen har hund(e).
Man behøver altså ikke at frygte, at man som adoptant får en vildhund hjem. Det gør man ikke!
Der findes meget få deciderede gadehunde på spanske internater, og et hav af kasserede familiehunde og jagthunde.
Alle har de brug for de helt rigtige hjem.
 
 
.