Formål

Foreningen Spanske Hunde har som formål at medvirke til at forandre hunde i Spaniens levevilkår, så de ikke i tusindtal skal opleve at blive mishandlet, forladt eller aflivet på offentlige internater (killing stations).

Vi er en gruppe kvinder og mænd, der er optaget af dyrevelfærd i bred forstand. Det betyder, at vi også interesserer os for de problemer danske dyr og dyr fra andre dele af verden har. Vi mener ikke, at hundene i Spanien skal tilgodeses frem for andre levende væsner, men at de har samme ret til et værdigt liv som alle andre.

Ligesom i Danmark er der i Spanien overproduktion af hunde. I Spanien er problemet ekstremt og akut og hundene behøver en håndsrækning. Vores særlige engagement ligger hos disse hunde.

Vores vigtigste samarbejdspartnere er de internater i Spanien, der dagligt arbejder tæt på hundene. Når det gælder oplysning og pression i forhold til at håndhæve eksisterende love, er det vores agt at samarbejde med andre dyrevelfærdsorganisationer. Vi mener ligeledes, vi opnår størst politisk indflydelse ved en fælles indsats rettet mod den spanske regering og EU-parlamentet.